Mille Møgkat hos dyrlægen - virkelighedens gysernovelle

af **Lylle My** Søn 13 Dec - 15:24

Del 1:

KATTENS TIL DYRLÆGEKONSULTATION

For 1½ måned siden begyndte min gamle hankat, Mille Møgkat, pludselig at tabe sig drastisk... Fra hans normalvægt på 10 kg (8 kg muskler og 2 kg fedt) røg vægten pludselig ned på sølle 8 kg, da han fik problemer med at spise sit tørfoder.

Så måtte jeg gå over til at fodre med Whiskas fra dåse... Dét hjalp, og på en uge var vægten normal igen... indtil for en uges tid siden, hvor selv det blødeste kattemad blev for svært for ham at tygge, og vægten nu raslede ned til 7½ kg.

Okay, så var der ingen vej udenom... Han måtte ud til dyrlægen for at få checket sit tilkalkede gebis... Ikke morsomt. Han hader dyrlæger, og hver gang det har været nødvendigt at tage ham derud, er jeg altid blevet mindet om en Garfield-vittighed, hvor ejeren Harald fortæller sin kammerat, at "Garfield var ved dyrlægen i morges, og han skal have fjernet stingene om en uge." - "Stakkels Garfield", siger kammeraten, hvortil Harald svarer: "Garfield? Han fejler ingenting... Jeg snakker om dyrlægen."

I årenes løb har jeg kun kendt EN dyrlæge, der havde ekspertise nok til at tage sig af Mille Møgkat... Desværre er han stoppet med at arbejde for at tage sig af sin syge kone i stedet for, så vi måtte nøjes med én, der ingen erfaring havde med pitbull-katte.

Så mig og min søn skred ind i dyrlægens venteværelse på det aftalte tidspunkt. Indenfor døren var der to venteafdelinger: Katte til venstre, og hunde til højre. Min søn slæbte den tunge transportskasse, og spurgte mig, hvor han skulle sætte sig. "Ja, du skal selvfølgelig til højre," svarede jeg.

Knægten pegede på skiltene, og sagde: "jamen, dér står jo, at katte skal til venstre."

"Ja, netop," svarede jeg. "KATTE skal til venstre... Men det hér er jo MILLE... Hvis han ser en anden kat, flår han transportskassen i stykker for at myrde det stakkels lille kræ. Han hører til ovre i hundeafdelingen."

Og ganske rigtigt. Katten slappede straks af og lagde sig til at sove ventetiden væk, indtil vi blev kaldt ind til undersøgelse.

Endelig kom dyrlægen "Ja, så er det Mille... Møgkat???" Hun gloede spørgende på os, og påpegede, at dét ellers var lidt af et navn. "Ja," svarede jeg. "Men det PASSER til ham." Hun så tvivlende ud, og det var tydeligt, at hun syntes, det var forfærdeligt at give en sød lille missekat SÅDAN et grufuldt navn.

Inde i undersøgelseslokalet bad hun mig tage katten ud af transportskassen, mens hun gjorde værktøjet klar. Jeg åbnede lågen og begyndte at hale i kattens forben. En dyb knurren overbeviste mig straks om, at jeg hellere måtte gøre det på den lette måde, så jeg løftede kassen op i lodret stilling med åbningen nedad og rystede den grundigt, til den sorte pelsklump langsomt gled ud på bordet.

Mens jeg satte transportskassen til side, kiggede Mille Møgkat sig rasende omkring. Han besluttede sig straks for, at han ikke kunne lide dyrlægen, som lige netop var på vej henimod ham... Hun standsede midt i et skridt ved synet af katten, der stirrede på hende med store, glødende øjne og fire velvoksne hjørnetænder i det åbne gab, mens han brølede "MMMUUURRROOOWWWW!!!". Jeg tog et solidt greb i kattens velvoksne nakkemuskler, og det var den eneste grund til, at han ikke straks satte angrebet ind.

Dyrlægen sank en klump, og tog sig voldsomt i nakken for at genvinde sit proffessionelle udseende. Hun gik i en pæn bue udenom den farlige ende af Mille, og spurgte mig, om jeg kunne holde hans forpoter fast, mens hun undersøgte ham. "Sagtens," svarede jeg."Det vil gøre ondt på mig, men det er jeg såmænd så vant til."

Mens jeg holdt fast i den rasende kat, kiggede hun ham hurtigt ind i munden. Den ene hjørnetand var rådden, og desuden knækket næsten helt over, og alle andre tænder var usynlige bag et tykt lag tandsten. Jeg fik et hurtigt overslag over, hvad regningen ville lyde på: 800 kr. for dagens undersøgelse, og mindst 4200 kr. oveni for tandrensning og fjernelse af den rådne tand.

Hyggeligt. Så står den på kartoffelmos juleaften.

Da han jo ER en gammel kat, ville hun gerne lige lytte til hans hjerte, mens jeg holdt ham fast. Det fik hun nu ikke meget ud af, for han brølede så højt, at han fuldstændig overdøvede lyden fra stetoskopet... Et øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle fortælle hende, at det var ingen grund til at lede efter hjertelyd, for katten er jo alligevel fuldstændig hjerteløs... Men jeg lod være, for hun så faktisk nervøs nok ud, som det var.

Så anbefalede hun, at vi lige tog en blodprøve af ham, så han kunne blive testet for, om han overhovedet ville kunne tåle narkosen, for pga hans alder var der risiko for, at hans hjerte, lever og nyrer ville blive ødelagt, hvis de i forvejen ikke fungerede ordenligt. (pris: 550 kr. ekstra, da blodprøven skulle sendes til Landbohøjskolen)

Hun ville lige hente en anden dyrlæge, der havde mere erfaring med katte, end hun havde.

Kort efter kom begge dyrlæger tilbage. Mens jeg holdt katten, smed de et tykt tæppe over ham med det formål at pacificere ham, så han blev rolig nok til at tappe blod af.

STOR fejltagelse.

Mille Møgkat blev rædselsslagen, da tæppet landede på ham. Han besluttede sig straks for, at de to dyrlæger helt sikkert havde tænkt sig at myrde ham, så han vred sig rundt med et løvebrøl, flåede tæppet væk og satte tænderne i dét, der var nærmest... MIN hånd... Ingen af dyrlægerne blev skadet, for de var begge sprunget en meter baglæns med et gevaldigt skrig, da han angreb, så mit blod var det eneste, der flød... og dét var jeg jo ligesom forberedt på, inden jeg overhovedet bestilte tid til undersøgelsen.

Nå, men så havde de i hvert fald en stensikke metode til at berolige ham... en pølseformet "spændetrøje" til katte.

Hvis jeg bare lige kunne løfte det brølende uhyre op, så hans ben blev placeret på spændetrøjen, så kunne de lukke en lynlås på rygsiden af trøjen, og så var problemet klaret.

Ha! Spændetrøjen (den største de havde) var lavet til en kat af normalstørrelse... Ikke til et muskelbundt i leopardstørrelse... Det var som at forsøge at skrue MIG ned i et par lange bukser til en 10-årig... Håbløst.

Nu var katten blevet så skrækslagen, at den ikke engang stolede på mig længere, så jeg takkede min herre og skaber for min solide arbejdsjakke, der beskyttede mig mod flere bid. Jeg tilbød at holde ham fast i forkroppen, mens de snuppede blodprøven i hans brede bagdel... Men nej... Begge dyrlæger blev enige om, mens de stod på en meters afstand af det brølende uhyre, at det ville være synd for KATTEN at forsøge, så hvis jeg ville skynde mig at smide ham ind i sin transportskasse og lukke lågen omhyggeligt, så ville de vente med blodprøven, til han var i narkose (Øh... Dén blodprøve... den var da ellers for at undersøge, om han kunne TÅLE narkosen... Hmm)

Da jeg så fik en tid til at få ordnet kattens tænder hér i næste uge, gik det op for mig... at hende, der skal operere ham, er en helt nyansat dyrlæge, der aldrig har mødt Mille... Ingen af de to, der nu havde lært ham at kende, havde lyst til at have mere med ham at gøre.

Jeg forstår ikke hvorfor... Han er da så sød.

Del 2:

DYRLÆGENS HÆVN

Så kom dagen: Mille Møgkat skulle i narkose og have fjernet sin rådne tand, og samtidig skulle et tommetykt lag af tandsten mejsles væk fra hans kindtænder.

Jeg fik ikke meget søvn i øjnene natten op til operationen. Dét var der mange grunde til:

1.: Jeg var bekymret for komplikationer under og efter operationen... Mille ER trods alt en ældre herre.

2.: Jeg var bekymret for dyrlægens sikkerhed, når de skulle give ham en bedøvende sprøjte. Normalt, når dyrlæger skal operere løver eller tigre, står de på sikker afstand bag solide tremmer og skyder dyret med en bedøvelsespistol... Men i Mille Møgkats tilfælde regnede de åbenbart med at kunne holde ham med de bare hænder, og så lynhurtigt stikke en nål i rumpen af ham - dét vil aldrig gå godt.

3.: Jeg var bekymret for, om dén vold, dyrlægen ville være nødt til at bruge for at holde katten fast, ville give det stakkels dyr ar på sjælen resten af livet... Eftersom jeg kender min kat, vurderede jeg at 2-3 hærdebrede maffia-gorillaer iført hver sin tykke beskyttelsesdragt med visir muligvis kunne have en chance for at holde ham fast længe nok, til at bedøvelsen ville virke.

4.: Jeg var bekymret for REGNINGEN!!! Jeg var blevet forberedt på, at tilbuddet på omkring 5000 kr. kun gældte, hvis tandrensningen og den rådne hjørnetand var den eneste, der skulle ordnes... Hvis der viste sig at være flere dårlige kindtænder under det tykke lag tandsten, kunne regningen snildt blive fordoblet. (SKRIIIG!!!)

5.: Katten skulle møde FASTENDE... Fra kl. 20 aftenen før, og til han blev afleveret ved dyrlægen, måtte han hverken få vådt eller tørt... Er der nogen, der har prøvet at dele hus med en kat, der er sulten og tørstig? Jeg kan love jer, det er et helvede. Det var ikke så meget den konstante mjaven og traven fra den tomme madskål til den tomme vandskål, der generede mig (selv om det skar mig i hjertet) - det var mere dét faktum, at hver gang jeg endelig faldt i søvn, så vågnede jeg straks efter op til synet af en sort kat med store, glødende øjne, der sad 10 cm. fra mit ansigt og bare STIRREDE på mig, mens jeg sov...

Stephen King, gå hjem og vug. Virkelighedens gyser er meget værre end DINE små nutte-historier.

Nå, men næste morgen fik jeg da proppet katten ind i transportskassen, og så vandrede min søn og jeg mod bussen. Selv om det stakkels dyr havde tabt sig gevaldigt i den sidste tid, var det tydeligt, at han ikke havde tabt sig NOK... At løfte kassen i håndtaget var udelukket, for vægten af dyret indeni fik bunden af kassen til at bue faretruende. Så for at undgå. at den splinternye king-size transportskasse skulle knække midt over, måtte knægten holde den højt løftet i en akavet stilling, med den ene hånd støttende under bunden.

Vel ude på dyrehospitalet foreslog jeg (af hensyn til både katten og dyrlægen), at jeg kunne blive der og hjælpe med at holde Mille Møgkat, indtil han var i så dyb narkose, at han ikke længere udgav nogen fare for alle i hans umiddelbare nærhed. Dyrlægen tog imod tilbuddet, men så måtte jeg og min søn lige vente et par timer. Klokken var 8, og de startede først operationen kl. 10... Men indtil da ville missekatten blive sat ind i et roligt rum med et mørkt tæppe over sig, for det var deres erfaring, at så ville han være faldet til ro, når de gik i gang.

Så mig og min søn satte os ud i venteværrelset, mens Mille Møgkat blev placeret i et aflukket værelse nede for enden af en lang korridor.

Jeg véd ikke, hvor rolig det gjorde ham... Hver gang døren ud til venteværelset åbnede sig, kunne vi tydeligt høre ham nede i den anden ende bag den lukkede dør.

"MMMUUUUUURRRRAAAAUUUUHHH!!!"... Det lød, som om man stod i rovdyrhuset i zoo ved fodringstid.

Klokken kvart over 10 kom en klinikdame ud og sagde, at så kunne vi komme ind til Mille. Hun førte os ind i et konsultationsrum, hvor Mille stod og brølede i sin transportskasse... og ved siden af stod et tungt stålbur, der så ud til at være beregnet til en bjørneunge.

Den unge pige pegede på Milles kasse. "Så vil jeg gerne have dig til at få ham ud dérindefra..." Hun flyttede nu den strittende pegefinger over mod det tunge bur, og fortsatte: "og over i dét bur... Jeg giver dig lige fem minutter, så kommer vi ind og bedøver ham."

Så skred hun ud ad døren, og lukkede den omhyggeligt efter sig.

Jeg stak hånden hen til kassen - men fjernede den klogeligt igen, da katten med et brøl kastede sig mod lågen og flåede efter mig med 10 velvoksne kløer. Han var fast besluttet på, at hvis han skulle ud af kassen, ville jeg komme til at betale dyrt for det. Men til hans store fortrydelse var den nye transportskasse så smart indrettet, at hele den øverste del kunne fjernes med et snuptag - så inden han fik set sig om, sad han og knurrede i det fri med alle kløerne naglet fast til sit tæppe.

Okay, hverken mig eller min søn turde røre ham med en fem fod lang ildtang, så jeg placerede "bjørneburet" med åbningen lige foran hans hoved... Nu var problemet så bare at overbevise ham om, at han skulle gå derind. Vi fedtede ham op og ned ad ryggen, og efter et stykke tid var jeg i stand til at klø ham forsigtigt i nakken, mens han brølede og viste sit imponerende gebis. Da jeg endelig mærkede, at NU slappede han en smule mere af, lagde jeg min arm på tværs af hans nakke (tak og lov for min solide arbejdsjakke - uden dén var min arm blevet slemt tilredt), og med den anden hånd gav jeg hans bagdel et ordenligt skub, så han røg ind i buret.

Armen med arbejdsjakken blev nu brugt som blokering for burets åbning, mens min søn fik fat i lågen, der skulle sættes på. Vupti, så var katten solidt lukket inde... og VIRKELIG rasende.

Nu havde jeg tid til at se nærmere på buret... Hele den øverste del var fyldt ud med et 10 cm. tykt skumgummilag, og allerøverst sad der et stempel. Jeg undrede mig et kort øjeblik, indtil det slog mig: Jeg havde læst om noget lignende engang i en bog om en dyrlæge, der var specialist i vilde og farlige dyr... Når en tiger skulle bedøves (det var før bedøvelsespistolens tid), lokkede de den ind i et lille smalt bur, og mens den stod derinde, kunne de ved hjælp af et stempel presse tigeren op mod burets ene tremmeside, og vupti, så var de i stand til at give den en sprøjte gennem tremmerne uden fare for liv og lemmer.

Ganske rigtigt... Klinikdamen kom ind og begyndte at presse stemplet i bund... HELT nemt viste det sig selvfølgelig, at det ikke var... Det var LIDT hårdt for den unge klinikdames muskler at holde stemplet presset ind, mens dyrlægen stak nålen ind i Mille Møgkats venstre lår (der ellers udgjorde et rimelig stort mål), men det lykkedes... selv om hun sikkert ville kunne mærke det i skuldermusklerne i morgen... og det tykke skumgummistykke, der pressede katten imod tremmerne, kunne jo bare skiftes ud med et nyt, nu hvor det var flået i småstykker.

I løbet af de næste par minutter blev Milles brølen mere og mere lavmælt, og efter 10 minutter sov han sødt.

Det viste sig til alt held, at det kun var den rådne hjørnetand, der behøvede behandling. Da hvert spor af tandsten var blevet fjernet viste det sig, at resten af tænderne var i perfekt stand... og oven i købet havde denne dyrlæge været så flink at give mig rabat på alt, der kunne lade sig gøre. I stedet for en regning på omkring 5000, fik jeg præsenteret én på knap 2100 - Jeg havde i forvejen betalt 800 kr for den første konsultation, så det fulde beløb blev altså på mindre end 3000.

Okay, jeg fik så at vide, at hvis katten fik problemer med at spise efter et par dage, så måtte jeg ringe til hende igen, for så skulle jeg lige have noget antibiotika til ham... Men nu kunne vi lige se, om det overhovedet vil blive nødvendigt, inden jeg bruger mine penge på det.

Nu sidder jeg hér med en kat, der har vaklet rundt som et fordrukkent narkovrag i et halvt døgn... Hér 10 timer efter operationen er han endelig ved at blive ædru, men han beklager sig stadig over, at han har ondt i mundtøjet... Selvfølgelig ikke mere, end at han kan æde... og æde... og æde.

Og en uventet bivirkning efter tandrensningen har nu vist sig: Mille Møgkat er blevet en ren Mille Kælegris. Ligegyldigt, hvor vi går i huset, følger han lige i hælene på os og mjaver og spinder. Chokket ved at opdage, at han ikke var den stærkeste, har ændret ham fra at være en frådende tiger, til at være en kærlig og godmodig lille missekat.

..altså så længe det varer. :-)

af **Miss Ronski's** Søn 13 Dec - 17:41

smadder godt skrevet. Det var jo en hel gyser. Man må da sige at det er en kat med temperament så det basker....... og godt at jeg ikke var dyrlæge der LOL