NEJ, hvor har jeg været bange.

Tidligt torsdag morgen gik jeg som sædvanlig min 1½ times morgentur med min gamle, gigtsvage hund Thor (han klarer alderdomssvækkelsen fint, bare han går i roligt tempo og ikke snubler, for så kan det give et jag i hans ryg, så han ikke kan rejse sig igen).

På den gamle Golfbane, hvor jeg går, har vi en lille sø, Brillesøen, der i tre år har været udtørret, men efter al vinterens sne blev den 1/4 fyldt med smeltevand, der nu er begyndt at tørre væk... så det er ikke andet end et livløst, slimet plørehul. Jeg efterlod Thor imellem træerne et stykke fra søen, sagde at han skulle blive liggende, og gik ned for at måle vandstanden og se, hvor slemt det stod til, da jeg pludselig hørte en plasken bag mig. Jeg vendte mig om og så, at Thor alligevel var lusket efter mig (det har han aldrig gjort før, han plejer at være utrolig lydig), og stod og drak af det slimede vand.

Jeg kaldte ham til mig, meget stille og roligt for ikke at forskrække ham, men idét han vendte sig om, knækkede bagbenene sammen under ham, og han gled baglæns ud i søen. Det tog ti minutter at lokke ham til at kæmpe sig op ad skrænten og op på sikker grund, hvor han kunne hvile sig lidt. Han var klistret ind i slimede trådalger og stank af rådne æg, og turen hjem, der normalt tager et kvarter, tog nu 1½ time. Gang på gang knækkede bagbenene sammen under ham, og jeg skulle tale hårdt for at få ham op igen.

De sidste 100 meter var det umuligt for ham at løfte bagkroppen, og han måtte hale sig frem med bagkroppen slæbende efter sig, så der var ikke andre muligheder end at binde hans rem fast omring hans bagende lige foran bagbenene. Så havde jeg et håndtag, så jeg kunne løfte hans bagkrop, mens han på forbenene vaklede det sidste lange stykke vej hjem.

Resten af dagen var det umuligt for ham at rejse sig (Nej, jeg gik ikke til dyrlægen, for han har prøvet noget lignende, bare ikke HELT så slemt, flere gange før... og er altid kommet over det efter et halvt døgns hvile, et par piller og en masse massage). Vi tog dén beslutning, at vi måtte tage os godt af ham resten af dagen, og kunne han stadig ikke rejse sig fredag, så måtte vi til dyrlægen... Frygteligt, for vi véd, at hvis hans rygskade bliver så slem at han bliver lam i bagkroppen, er der kun aflivning tilbage.

Så resten af dagen måtte jeg binde et par lagner omkring ham og LØFTE de 40 kg. dødvægt ud i haven, når han skulle tisse (det var hårdt ved MIN ryg), men om aftenen var der et lyspunkt... Når jeg havde løftet ham ud, kunne han selv støtte på benene, gå et par vaklende skridt og tisse, før han væltede om og kunne blive båret ind igen. Så der var et lille håb.

Fredag morgen bar jeg ham ud i haven igen, og nu gik han lidt mere aktivt rundt, satte sig og lavede en høm-høm uden at vælte, og blev båret ind igen... og en time senere stod jeg ude i køkkenet og hørte min søn råbe lykkeligt: "MOR!!! Thor rejste sig lige op og kom ind til mig for at sige god morgen." Han var blevet jaloux, fordi knægten lå og kælede for Mille Møgkat.

Siden da er det gået lynhurtigt frem, og han springer let og elegant ud i haven og ind igen, og går nu rundt overalt, helt uden problemer og smerter. HURRAAA!!! Aflivningen er aflyst. Jeg véd, der lige pludselig kommer en dag, hvor jeg må sige farvel til ham... Han ER jo en gammel svagelig herre... Men så længe problemerne kan klares med lidt hensynstagen og lidt støtte, når det gør ondt... så skal det altså ikke være LIGE nu.

..og Brillesøen går jeg IKKE ned til mere, når han er med.

Uha sikke en historie. Jeg er glad for at Thor er på benene igen, og kan godt forstå, at han ikke lige skal på sådan en tur igen.

Ja, det er godtnok lidt af en mental rutchebanetur... Det er så hjerteskærende at være sikker på, at man må sige farvel til et elsket kæledyr (hvem af os kender ikke til det?)... og så fantastisk en lykkefølelse, hvis man opdager, at dét skal man alligevel ikke lige nu.
Jeg er så glad, hver gang jeg ser ham rejse sig uden problemer og gå hen for at lege med katten og tamrotterne.

Godt at gamle Thor stadig er på benene - jeg sender jer begge et

Uha, sikke noget.. Godt han er på benene igen..

Puha, kan sandelig godt forstå du har været bange
Dejligt at høre han er på benene igen ... krydser fingre for, at han vil være det læææænge endnu

Desværre kan vi jo ikke have vores kæledyr for altid... og især ikke de store hunde men jeg synes godt nok det pludseligt går stærkt ... også med min hund.. Han bliver 9 i denne mnd. og hans ben/hofter begynder også at drille.... Hvor bliver tiden af... jeg synes lige jeg har sat i toget... på vej hjem med en lille Rottweiler hvalp

UHA sikken en historie, kan godt forstå du har været bange. Det er godt Thor er på benene igen og at han har det godt

Lylle My skrev: Ja, det er godtnok lidt af en mental rutchebanetur... Det er så hjerteskærende at være sikker på, at man må sige farvel til et elsket kæledyr (hvem af os kender ikke til det?)... og så fantastisk en lykkefølelse, hvis man opdager, at dét skal man alligevel ikke lige nu.
Jeg er så glad, hver gang jeg ser ham rejse sig uden problemer og gå hen for at lege med katten og tamrotterne.

Jo det kan jeg sagtens forstå. Har selv lige prøvet det med min hankanin, som pludselig lavede nogle mærkelige spastiske bevægelser (den aften PiaH var her - hun så det også). Dagen efter løb hans øjne i vand og snuden var helt blodig.
Jeg behandlede ham så godt jeg kunne de næste par dage. Han er jo en ældre kanin, så han har heller ikke så mange år at tage af endnu.
Efter få dage holdt øjnene op med at løbe i vand, og for nogle dage siden, var der heller ikke sår på snuden mere - den er fin lyserød nu.
Jeg tror der skete det, at han fik et insektstik lige på næsen - og at det var det han reagerede på.
Selvom kaninerne ikke er det helt store hit blandt børnene herhjemme mere, bliver man alligevel ked af det hvis de pludselig dør.

Mange tak for jeres sympati. Ja, vi kender det jo allesammen... Lige, som man har fået det allertætteste forhold til sit kæledyr, er det blevet så gammelt, at man skal begynde at tage hensyn til alderdomsproblemerne... og begynde at spekulere på, hvor længe man mon kan nyde deres selskab endnu.

Men det er alligevel det hele værd... Én kæmpestor sorg, men mange års kærlighed og glæde.

Lylle My skrev: Mange tak for jeres sympati. Ja, vi kender det jo allesammen... Lige, som man har fået det allertætteste forhold til sit kæledyr, er det blevet så gammelt, at man skal begynde at tage hensyn til alderdomsproblemerne... og begynde at spekulere på, hvor længe man mon kan nyde deres selskab endnu.

Men det er alligevel det hele værd... Én kæmpestor sorg, men mange års kærlighed og glæde.

Lige præcis

ja netop

Hvor er det dejligt at gigtsvage Thor er på benene igen, og godt i gør så meget for ham. Vi kender det jo fra os selv, når der er problemer med skroget. Får han Glucosamin? Det kunne måske hjælpe lidt på hans gigt. Mine to gamle missebrødre fik det. Held og lykke med Thor.

Anne-Lykke Elling skrev:Hvor er det dejligt at gigtsvage Thor er på benene igen, og godt i gør så meget for ham. Vi kender det jo fra os selv, når der er problemer med skroget. Får han Glucosamin? Det kunne måske hjælpe lidt på hans gigt. Mine to gamle missebrødre fik det. Held og lykke med Thor.

Mange tak skal du ha', Anne-Lykke. Nej, han får ikke glucosamin, og heller ikke andre gigtprodukter - det er nemlig ikke RIGTIG gigt, han har. .. Det er bare lidt nemmere at kalde ham "gammel og gigtplaget", end: "gammel og plaget af en skade fra hans egen fødsel, der dengang forårsagede et skred imellem flere af hoftepartiets ryghvirvler, som derfor gnider imod hinanden ved enhver bevægelser af bagkroppen, og som kræver en passende træning af musklerne for at sikre, at de vil kunne holde de løse ryghvirvler på plads - men som med alderen er vokset sammen, og efterhånden kun giver problemer i form af en hæmmet mobilitet, hvis bare ikke en pludselig bevægelse eller et fald er årsag til et nyt skred, der forrykker hvirvlerne og skaber et forøget pres på nervebanerne til den bagerste del af kroppen"
Det er en LIDT lang beskrivelse at give, hver gang nogen spørger, hvorfor han har sådan en underlig stiv og svajende gang - Det er lidt mere overskueligt at sige, at han har gigt... De dagligdags symptomer er jo noget nær de samme.

Jeg fik i sin tid at vide, at han kunne få indopereret en lang skrue i rygraden, der ville kunne gøre de ramte led stive og holde ham smertefri... Men der var en lille risiko for, at operationen i stedet kunne gøre ham lam i bagkroppen - så jeg valgte at undgå operation, og i stedet bruge tid på muskeltræning, motion i passende mængder og daglig massage (hvis han viser tegn på at have ondt, er det tilladt at gi' ham en kvart pamol hver 3. time, indtil han har det bedre)... og så ellers tage hensyn til, at han har en noget sart ryg.

Godt at Thor er frisk igen. Håber I får endnu en lang og god tid sammen med ham.

Nårh, men det er da dejligt han har det bedre uanset hvad det er. Godt du lige har taget på hvordan han skal behandles for at ha det nogenlunde godt. Han lyder til at være en fighter