Hvordan fik du kat?

Jeg havde lige skrevet et rigtigt langt indlæg, men det blev væk, fordi der var kuk i systemet

Nu opretter jeg lige min idé igen, og så vil mit indledende indlæg komme senere.

Øv da også

Til en anden god gang,så kopier det du har skrevet.. hvis systemet skulle kikse ;o)

Hvis der går kuk i et svar så brug tilbagepilen oppe i venstre hjørne af skærmen. Så vil du ofte komme tilbage til det du skrev og kan kopiere det og starte en ny tråd hvor du så kopierer det ind i.

I mit barndomshjem hvade vi altid kat.

Da jeg så selv begyndte at lege far mor og børn for alvor og flyttede på landet, var det en selvfølge at få kat til at fange mus og rotter. Indekat blev det ikke rigtig til.

Da vores børn blev store ville vores datter gerne have racekatte. Efter et par udstillinger med en huskat faldt valget på NFO/ den norske skovkat.

Da den unge smukke dame flyttede hjemmefra måtte vi vælge hvem der skulle beholde stamnavnet. Jeg måtte købe nyt. Det blev Babette. Jeg ejede hunkatten og hun hankatten og en hunkat.

Jeg blev så overladt til min egen skæbne med en NFO-pige.

Siden er det jo som alle har kunnet læse i min præsentation blevet til 3 hankate et par kastrater og 2½ fertil hunkat og 2 pentionister. På det senste har jeg rodet mig ind i opdræt af en ny race. De kommer hjem fra udlandet.

jeg så katten sorte hos en af min fars veninder engang.det gjorde jeg blev vild med katte.

siden er de lettere at have med at gøre end hunde.heldigvis var der katte på mit arbejde.fik kat da jeg fik kæreste.den var også sort,men senere fik vores egen hvide kat istedet for børn.

anne.

Jeg fik min første kat (huskat) for over 20 år siden. Det var en "gårdkat" (killing), som boede hjemme hos mine ex-svigerforældre.
Den var ikke vant til menneskekontakt - så jeg fik at vide af min ex-kæreste og hans forældre at jeg måtte få den, hvis jeg kunne fange den.
Det tog mig dog ikke lang tid - men det gjorde det til gengæld at gøre den nogenlunde "tam".

Jeg endte dog op med en dejlig - og for mig - tam kat, hvor jeg var det eneste menneske i verden, som hun kunne lide :D
Når vi fik gæster, flygtede hun op ovenpå køkkenskabene. - men så snart de var ude af døren, fulgte hun mig som en lille hund.

I mit barndomshjem havde vi altid kat :)

Da jeg i sin tid mødte min mand, fik jeg kat igen, for han havde den sorte huskat Ninja. Hun levede til hun blev 18 år.

Jeg havde i flere år ønsket mig en norsk skovkat, og i 2007 fik vi så Marci. Hun var min første rigtige egen kat.

Har haft katte hjemmefra vi havede mange'' Så fik jeg Bamse i 1995 og hun døde 24/3-07 hun blev 13 år så havede vi stadig Bimse, men fik så Perle hun var så med små, så fik to piger og dem har vi så idag og Så købte vi kenzo en Norsk skovkat Så har 5 katte idag, elsker mine katte de giver en masse kærlighed Og glæder.. Tro altid jeg vil have kat vil ikke kunne undvære dem

Jeg elsker dyr og især katte har altid stået mit hjerte nært.
Lige fra jeg var lille har jeg kunnet tilbringe i timevis med katte og det var især skønt, når en kat fik killinger på mine forældres gård, hvor jeg kunne bringe dage på at få de små til at blive fortrolige med mig.

Sofus og Fine er begge "hittekatte", som jeg har taget til mig.
Sofus er den hvide med blå øjne og på 16 somre, mens Fine er vores killing på kun 13 år. :-)

Sofus tog jeg til mig, da han var ca. ½ år. Jeg var på vej på arbejde en morgen, da jeg så den her lille hvide killing løbe rundt i gågaden, og søge trøst hos alle, den så.
Jeg glemmer aldrig, da jeg så en kvindelig ansat i en boghandel give den et spark!!
Jeg satte tempoet op og fik fat i den lille hvide pelsbylt, som var utrolig kælen.

For at gøre en lang historie kort, så boede jeg dengang på værelse og havde ikke plads, så dagen efter flyttede Sofus hjem til mine forældre, hvor den havde det godt i 1 år.
Da jeg så flyttede i lejlighed, flyttede Sofus hjem til mig. :-)

Fine er oprindeligt vildkat, og kom til os for 13 år siden.

Jeg havde godt set en sort kat med 4 killinger her nedenfor min lejlighed.
Nogle dage efter så jeg, at den var i færd med at få de små med over vejen og videre.
Åbenbart fik den ikke den sidste med sig og det blev så til min lille Fine, som jeg efter timers og dages møje og besvær fik til mig og som er opflasket med sutteflaske.
Hun var ifølge min gode dyrlæge kun 3 uger, da jeg tog hende til mig.

Min dyrlæge har siden sagt til mig, at jeg aldrig havde fået en "normal" kat ud af Fine uden Sofus's indsats.
Efter den første skepsis og surhed tog han opdragerrollen på sig og både vaskede/slikkede den lillebitte killing, sov sammen med hende, legde med hende og gav hende et par på hovedet, når hun blev for fræk. Akkurat som en kattemor ville have gjort.

Så jeg var og er meget stolt af Sofus.

Idag sover de ikke sammen mere, men de er gode venner og glade for hinanden, selvom der er en MEGET tydelig rangorden, hvor der ikke er nogen som helst tvivl om, at det er Sofus, der bestemmer her i huset. :-)

Tak for de mange dejlige historier om, hvordan man fik kat/katte :blomst:

Hvordan jeg fik kat.

Vi havde kat i mit barndomshjem.

Da jeg så som 19 årrig flyttede fra værelse i min første rigtige lejlighed sammen med kæresten, så kom min lillebror en dag op til mine forældre hvor jeg var… med 2 små lillle bitte kattekillinger,
De var godt nok ikke ret gamle, men ejeren ville ikke have dem længere,så de var selvfølgelig blevet taget alt fra tidligt fra deres mor

Jeg blev selvfølgelig dybt forelsket i de bette pelsbolde, så jeg valgte den ene… den anden ville mine forældre gerne have.

Jeg fik en rigtig god kat ud af det bette pus… og kaldte ham meget opfindsomt ”Misse”
Han fulgte mig som en lille hund… og var pyt og pande med vores hund Baby… en New Foundlænder.
Selv på toilettet skulle han med mig… og det endte da også med at han selv begyndte at gå på toilettet

Efter ”Misser” er der gennem årene fulgt mange andre skønne katte, men han står som noget ganske særligt for mig

Jeg er født på landet, hvor vi havde flere dyr. Da vi flyttede til København måtte jeg desværre kun ha en undulat. Det er blevet til undulater resten af livet, da jeg elsker de små pipser, men katten har altid været mit yndlingsdyr. Den første kat som voksen arvede jeg efter en kollega som ikke kunne ham, det samme skete med den næste misser. Så blev det til Kattens Værn og to skønne missebrødre, som jeg savner enormt. Siden blev det killingen Emil, og Tjalfe som jeg har haft siden han var to år.

Det må have været hårdt ikke at måtte have katte, selvom undulater er dejlige, ligesom alle dyr er.
Puha, hvor må det have været hårdt at aflevere dine to kattebrødre til Kattens Værn!!
PUHA!!

Misslick69 skrev:Det må have været hårdt ikke at måtte have katte, selvom undulater er dejlige, ligesom alle dyr er.
Puha, hvor må det have været hårdt at aflevere dine to kattebrødre til Kattens Værn!!
PUHA!!

Åh nej, så har jeg da udtrykt mig helt forkert. Jeg hentede de to dejlige missebrødre på Kattens Værn, da de var to år. De var halv Norsk Skovkat. Jeg havde dem til de blev 13 år, og begge døde i 2007 kort tid efter hinanden. Flemming blev efter min mening fejlbehandlet og jeg kørte en klagesag, og Jacob døde af FIP 7 mdr. efter Flemming. I kan se dem på min hjemmeside ; )

Ja, ok, jeg læste i hvert fald dit indlæg, som jeg beskrev det.Jeg har ikke læst på din hjemmeside, men det lyder frygteligt med fejl-bedømmelse hos dyrlægen, som man jo stoler på .

Jeg havde også undulater i min barndom, og sikke en glæde de kunne sprede :)

En af dem snakkede os ørerne af, den have et stort ordforråd. Alle var de meget bestemte, og hele familien stod på pinde for dem.

En lille fugl med en stor personlighed

Vi havde også katte i min tidlige barndom. Mine forældre havde en gård i de første 5 år af mit liv. Der havde vi både en hund (samojede) den hed Bambi og en gammel hunkat ved navn Prik. Hun var ikke istand til at føde levende unger, derfor fik vi 3 kattekillinger fra en anden gård. Men som ca 3 årig var jeg ikke sød ved vore killinger, mine søskende har fortalt mig at jeg puttede dem i Mors indkøbsnet og gav dem en svingetur, og de stakkels killinger blev så svimle at de ikke kunne gå, men trimlede omkuld. De, mine søskende, fik travlt med at redde killingerne, da de opdagede hvad jeg lavede. Jeg fik jo tit en svingetur, og troede vel så, at kattene også ville more sig ved det.

Nu har vi to huskatte Mikki og Mille herinde, og pt. 3 hjemløse katte i vaskehuset, men jeg er holdt op med at give dem svingeture :

Mikki var en sommerhus/kolonihave killing som vi tog til os, da hun var ca 4 mdr gammel. Hun er nu 5 år. Mille er 5 mdr. hende fandt vi her i sommer, tæt ved vejen som er stærkt trafikeret. Hun var ca 5 uger gammel dengang. Og ingen ville kendes ved hende. Så nu er hun vores dejlige lille ballademager.

Jeg er vokset op dem de dejligste huskat, og da jeg så flyttede, der en singelton med hjemme fra. Min skønne Bille . Vi boede sammen i tre år i en lille lejelighed . Men hun trives bedste når vi var på besøg hos mine forældre. Så da jeg tog på højskole skulle hun passes af mine forældre . Og tungt om hjertet besluttede jeg at hun havde det bedre der.

Da jeg så mødte min kæreste Sejr blev vi enig om at vi ville have hund sammen.
Men et år efter vi havde fået vores hund Nemo.
Var jeg på vej hjem fra sygehuset , den vej som var hurtigst var spærret den dag .Såj eg tog en om vej .
Og det var heldig at jeg gjor det.
Da jeg kom forbi åen hjem . Hørte jeg noget som lød som et barn der skreg.
Ned i åen lå der en stof pose i kanten. Den var heldigvis blevet skubbet ind mod kanten. Så mig ned i åen og hentede posen op.
Ned i posen lå en lille hvid killing. Har aldrig set noget lignende. Hele posen og killingen var fyldt med lopper . Han havde øremider. Da jeg tog ham op skrig han af smerter. Så afsted til dyrlægen .Han havde brækket rebben , en brækket halespids. Og hans nyre havde taget skade formenligt af spark.
Og den lille fyr var højst 9 uger. Men vi fik ham reddet, også når dyrlægen mente han nok højst blev et år med de nyre.
Ja Noël bliver den 13 dec(Dagen jeg fandt ham) 6 år. Han lever et godt liv, siden vi for lidt over 3 år siden begyndte at råfoder ved siden af tørfodet . Hans nyrtal er fine.Sådan fik vi kat i huset igen.
Ja og for lidt over 3 år siden flyttet min dejlige Spike dreng ind og så gik det ellers slag i slag.
Og i dag er huset fyldt af de dejligste katte i verdene.

Noël: For søren da, den "fortælling" går godt nok lige i hjertet
Hvor var det bare fantastisk din vante rute var spæret den dag.. og du derfor blev nød til at køre en omvej.
Tør jo slet ikke tænke tanken til ende - hvad var der så sket med Noël.

Bliver så glad over at tænke på du reddede hans liv den dag... og har givet ham nogle fantastiske år

Tillykke med ham d. 13. - Håber selvfølgelig der vil komme nogle billeder herind af ham fra dagen

Og hvem er det så der siger, at 13. er et ulykkestal :thihi:

Uha sikke en historie - det var godt du kom forbi - og turde åbne posen

Var nu ikke bange for at åbne posen. det var mere det at skulle ned i åen da skrænten er meget stejl. Så havde jeg stået fint der ned, hvis jeg ikke kunne komme op . Der kommer ikke mange gående på den rute.
Men det tænkte jeg nu ikke på . Kun jo høre at dyret i posen var i nød

Sikke en historie godt du kom forbi og reddet den lille killing, at man har kunnet finde på det ,forstår jeg bare ikke.... Som de andre siger: Godt du turde åben posen..

Alicia skrev:Vi havde også katte i min tidlige barndom. Mine forældre havde en gård i de første 5 år af mit liv. Der havde vi både en hund (samojede) den hed Bambi og en gammel hunkat ved navn Prik. Hun var ikke istand til at føde levende unger, derfor fik vi 3 kattekillinger fra en anden gård. Men som ca 3 årig var jeg ikke sød ved vore killinger, mine søskende har fortalt mig at jeg puttede dem i Mors indkøbsnet og gav dem en svingetur, og de stakkels killinger blev så svimle at de ikke kunne gå, men trimlede omkuld. De, mine søskende, fik travlt med at redde killingerne, da de opdagede hvad jeg lavede. Jeg fik jo tit en svingetur, og troede vel så, at kattene også ville more sig ved det.

I 3-4 års alderen var jeg heller ikke sød ved kattene. Jeg ville så gerne have dem liggende i min lille røde dukkevogn, helst med tøj på, og det ville de bare ikke!! Missemor satte sig i respekt ved at rive mig i ansigtet, og en af killingerne tog hævn ved at tisse i den kasse, jeg havde mine påklædningsdukker. Der var ingen trøst at hente hos min mor, hun tog kattenes parti. :ud: Jeg ville dem ikke noget ondt, kun så gerne lege med dem.

Missis F skrev:

Alicia skrev:Vi havde også katte i min tidlige barndom. Mine forældre havde en gård i de første 5 år af mit liv. Der havde vi både en hund (samojede) den hed Bambi og en gammel hunkat ved navn Prik. Hun var ikke istand til at føde levende unger, derfor fik vi 3 kattekillinger fra en anden gård. Men som ca 3 årig var jeg ikke sød ved vore killinger, mine søskende har fortalt mig at jeg puttede dem i Mors indkøbsnet og gav dem en svingetur, og de stakkels killinger blev så svimle at de ikke kunne gå, men trimlede omkuld. De, mine søskende, fik travlt med at redde killingerne, da de opdagede hvad jeg lavede. Jeg fik jo tit en svingetur, og troede vel så, at kattene også ville more sig ved det.

I 3-4 års alderen var jeg heller ikke sød ved kattene. Jeg ville så gerne have dem liggende i min lille røde dukkevogn, helst med tøj på, og det ville de bare ikke!! Missemor satte sig i respekt ved at rive mig i ansigtet, og en af killingerne tog hævn ved at tisse i den kasse, jeg havde mine påklædningsdukker. Der var ingen trøst at hente hos min mor, hun tog kattenes parti. :ud: Jeg ville dem ikke noget ondt, kun så gerne lege med dem.

Missis F