Ormekur
Der findes flere forskellige midler til behandling af orm. Nogle tager kun rundorm (spoleorm), andre kun bændelorm og et enkelt præparat tager både rund- og bændelorm.
Ormekur er receptpligtig og kan derfor kun fås gennem dyrlægen. Spørg hos dyrlægen, hvilket præparat, der er bedst i din kats situation.
Har man én eller få katte, købes tabletter, har man kattehold, opdræt eller lignende kan det bedst betale sig at købe mikstur eller pasta til killinger. Tabletter skal i vand og blandes i foderet. Til killinger, 3 - 5 uger gamle, opløses tabletten i vand og gives med en teske, hvorefter de lægges til hunkatten for at die bagefter. Se dosis på pakningen.
DroncitVet og DrontalVet fås kun som tabletter, der kan gives direkte i munden eller knuses og blandes i lidt foder. Bedste virkning opnås ved at give tabletten før et måltid. Se dosis på pakningen.
Der findes flere andre ormemidler til kat, f.eks. Banminth
Vet pasta,
Flubenol Vet pasta og Vermox Vet tabletter.
Hvorfor er der receptpligt på ormekuren?
Fra 1. august 1999 er medicin til behandling af orm i tarmkanalen
hos dyr blevet receptpligtig. Begrundelsen for indførsel af
receptpligten
er først og fremmest, at man blandt de store husdyr (kvæg
og svin) er nervøs for udvikling af resistens. Resistens betyder,
at ormemidlerne mister sin virkning. Det kan ske, hvis midlerne bruges
forkert. Den samme problematik forekommer blandt vores små firbenede
venner, hunde og katte.
Hvad betyder det så for forbrugeren, at ormemidler til hund og kat er kommet på recept?
Umiddelbart betyder den en væsentlig fordyrelse. Der er kommet
et ekstra led ind forhandlerkæden, nemlig apoteket. Det har betydet
en ret væsentlig prisstigning på medicinen. Dertil kommer udgiften
til at få stillet diagnosen eller det recepthonorar, som dyrlægen
beregner sig for ordineringen og rådgivningen. Som eksempel kan det
koste op mod 200 kr. (inkl. recepthonorar og medicin), inden man står
med nogle få ormetabletter til en hund eller kat i hånden –
mod tidligere ca. 70 kr.
Der er næppe tvivl om, at der tidligere har været et
stort overforbrug af ormemidler. Dyreejerne kan derfor i forhold til
tidligere
spare meget, hvis de nøjes med at anvende ormekure, når behovet
er der. Det har været nogle dyrlægers erfaring, at den rådgivning,
som dyreejerne tidligere har fået i forbindelse med køb af
ormemidler, ikke altid har været tilstrækkelig. Og der er noget
grundlæggende forkert i, at butikker, som lever af at sælge
produkter som f.eks. ormemidler, også er dem, der rådgiver
om behovet for dette. Nu er det dyrlægen, som på basis af en
diagnose, skal rådgive om det aktuelle behov for behandling. Dyrlægen
tjener ikke noget på receptpligtig medicin, så selv om det
er ham, der udleverer medicinen, så koster den ikke mere end på
apoteket. Derfor kan man betragte dyrlægen som uvildig rådgiver.
Hvor ligger så overforbruget? Mange hundeejere har før rutinemæssigt
givet deres hund en ormekur 1 eller 2 gange årligt, sådan som
visse producenter også anbefaler det. Men der er intet belæg
for, at det skulle være nødvendigt.
Hvalpe og killinger fødes med spolorm. Larver vandrer fra
tæven over i hvalpen inden den fødes. Killinger smittes via
modermælken. Miljøet omkring et kuld hvalpe eller et kuld
killinger er derfor massivt smittefarligt. Hvalpe og killinger har ikke
som ældre dyr modstandskraft mod orm. Derfor smittes de let og udvikler
orm i tarmen. Man bør derfor behandle killinger og hvalpe ved 3,
5 og 7 ugers alderen og også gerne en enkelt eller to gange efter
fravænningen.
Katte kan smittes med spolorm (og bændelorm) ved indtagelse
af små byttedyr. Derfor ses lidt oftere orm hos voksne katte. Da
udekatte som regel besørger udendørs, er det svært
at vide, om de er smittet.
Undersøgelse for orm
Dyrlægen kan i en afføringsprøve fra dyret undersøge,
om der er indhold af ormeæg. Er der det, bør der behandles.
Undersøgelsen er desværre ikke særlig sikker. Findes
der ikke ormeæg, bør man fortsat være på vagt,
idet et negativt svar ikke udelukker, at dyret er smittet. Forklaringen
er, at der kan være orm, som blot ikke lige har udskilt æg
på det tidspunkt, hvor afføringsprøven er opsamlet.
Prøven er altså forbundet med en ret stor usikkerhed. Et positivt
fund af æg er dog altid et sikkert tegn på parasitter.
Konklusion:
1) Killinger og hvalpe skal ormebehandles intensivt. F.eks.
ved
3-, 5- og 7-ugers alderen + en eller to gange efter fravænning
2) Voksne hunde og katte behandles, hvis man ser orm eller disse
påvises i en afføringsprøve.
Forfatter: Gyldenløve
|
|