Visdomsord fra en engelsk kirkes udgangsdør.

Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er i færd med at blive ældre og snart gammel. Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.



Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne alle andres sager. Gør mig eftertænksom men ikke trist, hjælpsom men ikke nævenyttig.



Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved Herre, at jeg helst skulle beholde nogen få venner til det sidste.



Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtig at komme til sagen. Forsegl mine læber mod ord om mine egne bekymringer og smerter, de bliver flere og flere og lysten til at beklage sig over dem vokser eftersom årene går.



Jeg vover ikke bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed når mine minder står i modsætning til andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.



Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være en helgen, sådanne kan være uudholdelige. Et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.



Giv mig evnen til at se noget positivt hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig til slut den nåde at jeg kan sige det til dem.

Så sandt, så sandt

sande ord''