Den voksne orm er 3 - 10 cm, lang, hudfarvet og elastiklignende. Den lever frit i mavesæk og tyndtarm, hvor den lever af tarm-indholdet. Her afgiver den mikroskopiske æg, der kommer ud med afføringen.

Ægget kan således optages af en anden kat, der lugter til eller træder i afføringen og får ægget på sig. Herefter slikkes ægget ned i maven, hvor det udklækkes til larvestadiet.

Katten kan også blive smittet af at æde mus og fugle. Larven vil trænge ud gennem tarmen og ud i blodbanerne, hvor nogle af larverne vil gå i dvale i organer eller mælkekirtler, og andre vil vandre til lunger eller svælg, hvor de hostes op og synkes. I mavesæk og tyndtarm vil larverne udvikles til voksen spolorm, der så igen vil lægge nye æg.

Killinger bliver smittet gennem modermælken, hvor de larver, der ligger i dvale vil blive "vækket". Når killingerne dier, vil de optage larverne med mælken. De kan også blive smittet af hunkattens ormeæg, som hun afsætter med afføringen. Hunkatten kan således også blive gensmittet, da hun slikker sine killinger.

Hos killinger og ungkatte kan spolorm give utrivelighed, diarré og hoste. Hos den voksne kat er der sjældent symptomer på spolorm, da de er mere modstandsdygtige overfor ormen. Meget ofte påvises spolorm i afføring eller opkast, hvor man direkte kan se de lange "elastikker", der ligger og vrider sig.

Har man mistanke om spolorm, kan en afføringsprøve afleveres til dyrlægen, der så ved en speciel teknik (flotation) kan mikroskopere afføringen. Herved kan det afgøres om katten har spolormæg, andre ormeæg eller coccidier (encellet tarmsnylter), der også kan give diarré.

Alle drægtige og diegivende katte, ungkatte og killinger bør have en ormekur. Voksne udekatte kan behandles 1 - 2 gange årligt, eller hvis der ses orm i afføring eller opkast. Voksne indekatte skal kun behandles, hvis der påvises orm.

Forfatter: Gyldenløve